Title Image

Sådan udvælger du musik til en film

Sådan udvælger du musik til en film

Der er mange der spørg mig, hvordan jeg finder og udvælger den helt rigtige musik til en filmproduktion. Det er en opgave, som man skal vægte højt, da musikken betyder meget for, stemningen, klipperytmen og hele filmens udtryk.

Køb musik til webfilm

Sådan finder du musik til din webfilmFørst og fremmest køber jeg altid royalty free musik. Det betyder, at man én gang for alle betaler et beløb for frit at benytte musikken. Benytter du et tilfældigt musikstykke, skal du betale koda, og det kan hurtigt blive dyrt.

 

Det er meget forskelligt, hvor meget man skal betale for royalty free musik. Det kan være alt fra 0-2000 kr. Der er mange forskellige firmaer, der tilbyder musik, de har forskellige prissætninger, som du skal være opmærksom på. Nogle ser på, hvad du skal bruge musikken til. Om det er til reklamefilm eller hjemmesider. Andre tager en fast pris.

 

Jeg har sat nogle links ind til sider med royalty free musik nederst i artiklen. Jeg benytter ofte audiojungle og betaler mellem 200 og 300,- kr. for et nummer.

Søgning efter musik

Når man har fundet sitet med royalty free musik, gælder det om at finde nogle relevane ord at søge på. Jeg tager ofte udgangspunkt i musik, der på en eller anden måde har med produktet at gøre. Fx. skulle jeg finde noget musik til en kloakmester (du kan se filmen og høre musikken nedenfor). Mit første bud var noget med vand. Det virkede ikke. Jeg søgte på flere sites, men kunne ikke finde noget, der ramte den stemning jeg søgte. Herefter søgte jeg på regn, og pludselig var den der – dér var den stemning jeg søgte.

 

Når jeg går i gang med at lede efter musik, kan jeg godt overveje, hvilken type musik det skal være. Skal det være stille, hurtigt, klassisk, pop osv. I dette tilfælde havde jeg en ide om, at det skulle være klavermusik. Andre gange kan jeg ikke sige det så præcist. For mig handler det meget om at mærke stemningen i musikken, og se om det passer til det firma filmen fortæller om.

 

Hvis jeg skal sætte nogle ord på, hvad det er jeg søger i musikken, så lægger jeg især mærke til to ting:

 

1. Tempoet – Passer rytmen til firmaets tempo?

I filmen til kloakmesteren er der fremdrift i musikken, klaveret skubber blidt handlingen fremad. Men det er ikke hurtig musik. Meget af det arbejde en kloakmester laver er tungt arbejde, hvor der skal flyttes meget jord, håndteres tunge elementer og før man lukker af, skal alt tjekkes grundigt igennem. Det er det musikken understøtter.

2. Tonen – Er musikkens tone lys eller mørk?

Tonen i musikken her er måske en anelse tung. Men Svend er en seriøs mand, der arbejder grundigt med tingene. Derfor skulle musikken ikke være for let. Jeg synes at Svend var en modig mand, da han sagde ja til netop dette nummer. Jeg tror ikke der er ret mange andre håndværkere, der havde sagt ja til det. Man skal hele tiden huske, at filmens målgruppe ikke er Svend eller andre håndværkere. Det er hr. og fru. Jensen, der kommer ind på Svends hjemmeside og har brug for en kloakmesters ydelser.

 

Afprøv musikken før du køber

Når man har fundet musikken, kan man downloade et preview version af nummeret. Her er der indsat et bip eller en stemme, der gør, at man ikke kan bruge musikken i den endelige film. Men man kan fint afprøve musikken, og se om den nu også passer godt til filmen.

 

Links til sider med royalty free musik

Audiojungle

Istockphoto

Proudmusiclibrary

Stockmusicsite

Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig.

 

Ring på: 5080 2055

 

Kira Paulli
Pixiweb

Tags: