Sådan opbygger du det gode interviewbillede

Sådan opbygger du det gode interviewbillede

10 råd til det gode interviewbillede

10 råd til det gode interviewbillede

Når vi laver film, optager vi ofte billeder af mennesker der taler. Det kan fx være når man laver et kundeinterview, eller hvis vi laver en film om et arrangement, hvor vi taler med forskellige mennesker. Med et godt interviewbillede kan vi styrke den stemningen vi ønsker i filmen. I det gode interviewbillede møder vi personen på en positiv måde, og vi knytter os bedre til ham eller hende. Det gør helt grundlæggende vores film mere troværdig.

10 gode råd, du hurtigt kan løbe igennem, når der skal stilles op til et interview.

  1. Stativ – I langt de fleste tilfælde er det godt at bruge et stativ, så optagelserne bliver mere rolige.
  2. Højden – Kameraet skal være i øjenhøjde med den du interviewer. Vær sikker på at man kan se øjnene på personen. Især briller kan til tider drille.
  3. Personens placering – Placer personen i den ene eller den anden side af billedet.
  4. Din placering – Stil dig selv på den modsatte side, så personen kigger skråt over på dig. Stå selv så tæt på kameraet som muligt – på den måde undgår du, at personen trækker sig ud, og det bliver et profilbillede.
  5. Blikretning – Personen skal kigge forbi kameraet, og se dig i øjnene.
  6. Lys – Lyset skal komme fra den side af kameraet, hvor du selv står – Så har du fx et vindue ved siden af dig selv, så får du den rigtige lysretning.
  7. Baggrund – Tænk også over hvad der er i baggrunden af dit billede. Stiller du personen tæt op ad en væg, så kommer der ingen dybde i billedet. Træk hellere ud i rummet så vi kommer til at opleve lidt stemning i billedet.
  8. Mikrofon – Det er pænest, hvis man ikke ser mikrofonen i billedet. Men det er helt afgørende, at der er god lyd på et interview. Så hvis mikrofonen er nødt til at komme med i billedet, så går det nok.
  9. Stående interview – Når vi står op, har vi en tendens til at flytte os rundt. Derfor skal du være opmærksom på, at personen ikke flytter sig ud af dit billede, eller kommer til at stå drejet for langt væk fra kameraet. Hvis personen flytter sig, så få vedkommende stille og roligt ind på plads igen.
  10. Siddende interview – Siddende interviews er nemmere at styre. Men stolen skal ikke være en kontorstol. Mange mennesker bliver lidt nervøse, når de bliver interviewet og har en tendens til at dreje sig lidt frem og tilbage på stolen.