Video til emotionelle kundetyper

Video til emotionelle kundetyper

Der er stor forskel på, hvad de forskellige kundetyper reagerer på. Derfor skal de film, vi laver, tilrettelægges på vidt forskellige måder, afhængigt af hvilken type vores målgruppe er.

Læs mere om emotionelle kundetyper her.

Emotionelle kundetyper  er inddelt i 4 farver:

Rød  Gul  Blå  Grøn

Her har jeg lavet en gennemgang af de fire typer, for at du kan få en fornemmelse af, hvad det er, de fire grupper reagerer på og hvad det betyder for de film, vi laver til dem.

Røde = Zapper-type

Røde er typiske firstmovers, der kan lide at være på kant med det eksisterende. Produkter målrettet røde skal derfor være banebrydende, smarte og noget, som ikke er set før.

De røde arbejder ofte som kunstnere og reklamefolk, men mange forskere er også røde. Her er der jo også brug for, at man går nye veje og ikke lader sig begrænse af konventionel tænkning.

Man siger, at man selv skal have en god portion rødt i sig for at lave kommunikation til røde.

For at en video rammer den røde målgruppe, skal filmen indeholde:

  • Æstetiske billeder
  • Original historie
  • Overraskelser

Denne film lægger vægt på eventyr, opdagelse og intense oplevelser.

 

Gul = Mother Theresa-typen

Den gule type tager sig godt af alle og bekymrer sig om meget. Produkter målrettet gule skal gøre verden til et bedre sted at være, det kan fx være i relation til økologi eller at skabe velvære hos andre.

Det er vigtigt for gule at knytte følelsesmæssige bånd, før de køber. Derfor vil de gerne have hele historien også om virksomheden og dem, der står bag.

Gule elsker film, hvor de møder mennesket bag. De vil gerne have hele historien, og de har god tid. De stiller ikke store krav til det tekniske, da det kan komme i vejen for, hvordan historien opleves. Så skru gerne ned for tempoet og op for nærværet.

For at en video rammer den gule målgruppe, skal filmen indeholde:

  • Den personlige fortælling
  • Nærvær
  • Hjemlig hygge

 

Blå = Jakkesæt-typen

Den blå type er ambitiøs i klassisk forstand. De vil frem i verden og stige i graderne. De køber produkter, der giver en fornemmelse af luksus, og VIP-oplevelser.

Blå kan lide film, hvor de kan mærke det storslåede – det, de stræber efter. For at opnå dette bruges mange forskellige elementer, der alle understøtter drømmen. Det kan være lækker grafik, flotte droneoptagelser, blanke flader og storslåede billeder.

For at en video rammer den blå målgruppe, skal filmen:

  • Være eksklusiv
  • Være lækker
  • Skabe følelse af succes

 

 

Grøn = Som-det-plejer-typen

Den grønne type er jordnær og kan lide, at alt er, som det plejer. De bryder sig ikke ret meget om forandringer og nye tiltag. Skal man introducere noget nyt for de grønne, skal man referere til noget velkendt og trygt.

Video er oplagt til de grønne, fordi de her kan se, hvad det er, de “køber”. De sætter pris på, at man fortæller grundigt om et emne, som de er interesseret i. De kan lide at nørde igennem.

For at en video rammer den grønne målgruppe, skal filmen:

  • Optages i naturlige omgivelser
  • Være rolig i klipperytme
  • Vise personerne bag firmaet/ydelsen

 

 

Læs mere om emotionelle kundetyper, der er forskningsbaseret målgruppesegmentering. Metoden gør dig i stand til, at tiltrække og fastholde kunder.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive eller ringe til mig på tlf. 5080 2055.

Kira Paulli