Title Image

Videoproduktion – Hvad skal du overveje før?

Videoproduktion – Hvad skal du overveje før?

Undgå at bruge mange penge og meget tid på den forkerte videoproduktion.

 

Begrebet videoproduktion dækker over utrolig mange forskellige typer af videoproduktioner. Derfor er det helt afgørende for, at man får lavet den rigtige film, at man har styr på, hvad det er, man vil med en videoproduktion.

 

Det kan være svært, når man ikke har indsigt i videoproduktion på forhånd.

 

I artiklen her kan du få et overblik over de elementer, der er helt centrale for, at du får en videoproduktion, der giver kunder i butikken. Vel at mærke tilfredse kunder, der vender tilbage igen og igen, fordi du brander din virksomhed til de rigtige kundeemner.

 

Hvem er jeres primære målgruppe?

Har du defineret en klar målgruppe, er det heldigvis nemt at svare på.

 

Ofte ser jeg dog, at målgruppen er defineret for bredt. Er målgruppen ‘mænd’, siger det ikke meget om, hvad målgruppen søger, eller hvad den kan lide. Derfor ved du heller ikke, hvordan du rammer den præcist.

 

Er målgruppen derimod beskrevet som ‘mænd, alder 30-50 år, der går på jagt’, har vi allerede en bedre ide om, hvordan vi skal ramme målgruppen.

 

Ofte hjælper det også at lave en persona. Altså at du beskriver personen med alder, beskæftigelse, interesser, bopæl, familie med mere. Desto mere i detaljer du kan gå, desto bedre er det.

 

Hvor skal filmen vises?

Skal videoen ligge på hjemmesidens forside – og ligge der i flere år?

 

Eller er det en film, der hovedsagelig skal bruges på de sociale medier og typisk har en kortere levetid?

 

Det kan også være, at filmen skal beskrive et produkt eller en ydelse i detaljer.

 

Der er ufattelig mange muligheder, og hvert valg giver nogle vigtige svar på, hvad det er for en film, der skal laves.

 

Er det fx en videoproduktion, der er beregnet til forsiden, vil den typisk også blive delt på sociale medier. Men det er ikke det primære visningssted. Filmen, der skal ligge på forsiden, har størst effekt ved fx at skabe tillid og besvare nye kunders indvendinger og spørgsmål. Alene den information fortæller os en del om, hvad filmen skal indeholde, og hvordan den skal opbygges.

 

Skal filmen laves til sociale medier, kan du med fordel overveje, om den primært er tiltænkt Facebook, LinkedIn, Instagram eller et andet socialt medie. Der er stor forskel på, hvordan videoen skal udformes, alt efter om den skal på LinkedIn eller Instagram. Man kan selvfølgelig versionere filmen til de forskellige kanaler, men så er det en fordel at tænke det ind, allerede når man planlægger produktionen.

 

Der er et utal af andre steder, man kan placere sine film: intern kommunikation, undersider, nyhedsbreve, salgsbreve, produktvideo, instruktionsfilm og meget mere.

 

Hvordan skal stilen i videoproduktionen være?

Avanceret VideoproduktionDer er ikke en rigtig og en forkert stil. Der er den stil, der passer bedst til din virksomhed og, ikke mindst, til målgruppen.

Overvej, om det skal være reklameagtigt, med et stilrent og glat udseende, eller om det skal være mere nede på jorden.

 

Tænk over, hvem målgruppen er. Hvad den sætter pris på helt generelt. Er det stræbsomme mennesker, der gerne vil til tops, eller er det familie og tryghed, der er omdrejningspunktet? Skal det være nyt og moderne, eller er det omsorg og nærvær, der er i centrum?

 

Kig på konkurrenternes eller andre virksomheders hjemmesider og sociale medier for at få inspiration til virksomhedens image.

 

Det er en god hjælp for den, der skal stå for videoproduktionen, at se eksempler på den stil, du søger.

Videooptagelser i naturenDet har stor betydning for produktionstiden, og dermed prisen, hvis filmen skal have et look som hos store brands som fx Lego og Novo Nordisk. Eller om det er den lokale håndværksmesters stil, I lægger jer op ad. Selvom de store brands’ film er flotte, så sender de også et signal. Og det kan skræmme kunder væk, hvis de får det indtryk, at de ikke har råd til at købe jeres ydelser eller produkter.

Andre målgrupper vælger jer kun, hvis I netop lægger jer op ad den stilrene reklamefilm.

 

Find gerne to eksempler på film, der er i stil med det, I gerne vil have produceret.

 

Hvor lang skal filmen være?

Læg mærke til, hvor lange konkurrenternes film er, når du alligevel undersøger, hvilken stil du søger. Dermed får du også en forståelse for, hvad man kan nå på et minut, 30 sekunder eller to minutter.

 

Kender målgruppen jer ikke på forhånd, kan du ikke forvente, at de ser en lang video. Har de derimod et indgående kendskab til virksomheden, er der bedre plads til en længere videoproduktion. Fx vil en fast kunde opfatte det som god service, at du klæder dem godt på til at bruge produktet, så her kan filmen godt være over to minutter lang. Skal filmen ligge på forsiden, er der brug for, at den er kort og præcist skruet sammen, da vi her kun har kort tid til at vise potentielle kunder, hvad det er, vi står for.

 

På nogle sociale medier er der skarpe grænser for, hvor lang en film må være. Det skal du også tage med i overvejelserne. Så der er nok at tage højde for.

 

Det er dog indholdet i filmen, der i sidste ende skal bestemme, hvor lang filmen skal være. Derfor er dine overvejelser blot en rettesnor og en hjælp, når du skal bede om tilbud på en videoproduktion.

 

Forventningsafstemning

Ved at være på forkant i forhold til ovenstående punkter sikrer du, at du får den rigtige videoproducent på opgaven fra begyndelsen. Samtidig får I lavet en klar forventningsafstemning om, hvilket produkt du ønsker, og du undgår at bruge dyrebar tid og penge på at engagere den forkerte videoproducent.

 

Er der elementer, du ikke kan svare helt klart på, ved du nu, at der her er et ‘hul’, som skal afdækkes i forbindelse med planlægningen af videoproduktionen. Alene at have den viden er vigtig for den, der skal stå for produktionen.

 

Vælg den rigtige producent til din videoproduktion

Når ovenstående er ved at være på plads, så søg på nettet og i dit netværk efter en, der arbejder med den type videoproduktion, du søger. Når du finder en videoproducent, så se tidligere produktioner igennem, så du får en fornemmelse af, om de kan ramme din stil og din målgruppe.

 

Ring op og spørg!

 

Det er vigtigt at fornemme, om der er en god kemi, og om det er en, du har tillid til, en, der kan løfte opgaven med at ramme din målgruppe præcist.

 

Det er langt nemmere for begge parter at fornemme det i telefonen end via mails. Da vi alle ved, at en videoproduktion er noget, der har stor betydning for en virksomheds image, er det vigtigt, at man finder det gode match, så du undgår fejltagelser og bøvl, og så du får produceret den helt rigtige film fra begyndelsen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe på telefon: 5080 2055.

 

Mange hilsner,
Kira Paulli
Pixiweb