Sådan får du din video til at arbejde for dig
Hvordan du end får lavet dine film, om det er en professionel som mig der producerer dem, eller om du selv står for det, så ligger der en investering i projektet. Nogle gange er det tid, andre gange er det penge. Lige meget hvad, så skylder du dig selv at få mest muligt ud af din investering.
Derfor skal du også have fokus på at filmen får et publikum.
I artiklen her, får du små guides til, hvordan du effektivt bruger filmen på: hjemmesiden, sociale medier og til kundemøder.
Jeg ser alt for ofte, at film ikke bliver udnyttet optimalt. Når videoen er lavet, kan den komme til at leve et hemmeligt liv på din youtube-kanal. Det må ikke ske.
Tænker vi os om og udnytter hele paletten, så har videoen en masse potentiale, der kan hjælpe os til flere kunder.
Noget af det skal larme og vil få meget opmærksomhed, fx når vi deler det på sociale medier.
Andre steder vil det ligge og arbejde for os på den lange bane, ofte i årevis, hvis vi placerer det rigtigt.
Visninger på hjemmesiden
Filmen skal gerne ligge direkte tilgængelig på hjemmesiden, så man tydeligt kan se, at man skal klikke på pilen, så filmen afspilles direkte på hjemmesiden.
Du tænker måske at det er indlysende, men jeg ser alt for mange, der får lavet en video, og nøjes med en tekst med et link. For at se videoen skal man klikke på linket der åbner en ny side, fx på Youtube, hvor man kan se videoen.
Det skal du undgå, for du sender de besøgende væk fra dit univers, og du får samtidig ikke det bedste udbytte i forhold til søgemaskineoptimering.
Husk, at 4 ud af 5 hellere vil se en video, end de vil læse en tekst. Derfor hjælper du dine besøgende mest muligt ved at placere filmen højt på siden. Selvfølgelig skal det også være et relevant sted i forhold til det øvrige indhold på siden.
Startbillede
Når du uploader din video til fx Youtube kan du selv bestemme, hvilket miniaturebillede, også kaldet startbillede, der skal være på din video.
Ofte er de tre billeder, som Youtube foreslår, ikke de bedste.
Derfor lægger jeg stort set altid et billede som jeg har “printet” fra video op som startbillede.
Så kan jeg nemlig få lige det billede, jeg ønsker.
På hvilke undersider skal videoen vises?
Du kan godt bruge din video på flere undersider på hjemmesiden, hvis det er relevant. Du aner ikke hvilken vej de besøgende kommer til din hjemmeside, så du behøver ikke bekymre dig for, om de allerede har set filmen på forsiden. Hvis de har, springer de den blot over og lader være med at sætte den i gang.
Her kan du se en listen med forslag til, hvor du kan placere dine film.
Profilfilm kan placeres på:
- Forside
- Kontaktside
- Om os
- Nyheder
- Blogindlæg
Produkt-/ydelsesvideo kan vises på:
- Forsiden
- Produktet/ydelsen
- Nyhed
- Blogindlæg
Delinger på sociale medier
Når du deler video på sociale medier som LinkedIn og Facebook, så sørg for at uploade dem direkte til dem.
Du skal ikke nøjes med at dele et link til Youtube. Tjenester som LinkedIn og Facebook belønner nemlig de videoer, der ligger på deres tjenester med større synlighed.
Når du deler filmen så husk at #tagge relevante personer i dem. Det skaber større opmærksomhed omkring dit opslag.
Er der folk der skriver en kommenter til opslaget, så sørg for at svare dem med en kommentar. Det styrker synligheden for opslaget markant.
Hvis I er flere medarbejdere, så få alle engageret i videoprojektet og opfordre dem til at dele videoen.
Guide til den første deling af videoen
- Videoen deles som nyhed – Vi er så stolte af vores virksomhed!
- Brug videoen som ”cover-video” på virksomhedens Facebook-profil
- Læg den på virksomhedens LinkedIn profil og øvrige sociale medier I er repræsenteret på. Gerne fremhævet, hvis det er en mulighed
- Kort udgave af videoen bruges som reklame med et ”call to action”
Flere delinger
Første gang du deler en video, vil det typisk være selve videoen, der er det bærende element i dit opslag.
Men langt de fleste opslag du deler på de sociale medier, bliver ikke set af hele dit netværk.
Derfor kan du godt dele filmen flere gange. Når du skal dele den for anden, tredje eller fjerde gang, skal du skrive en tekst, der kan sætte din video ind i en ny ramme.
Det vil sige, at det nu er teksten/historien der er det bærende element. Video understøtter det du fortæller i opslaget.
Der skal helst gå mindst en måned og gerne mere mellem delinger af den samme video.
Forslag til, hvordan du kan dele video igen
- Når I søger nye medarbejdere
- Når I har fået en særlig stor ordre i hus
- Når virksomheden har jubilæum
- Når der sker noget aktuelt som jeres ydelse/produkt spiller ind i
Salgsmøder
Du kan også bruge filmen til fx kundemøder. Dermed er du sikker på, at du får præsenteret firmaet eller produktet præcis som du ønsker det. Du glemmer ikke et vigtigt element, og du kommer ikke til at formulere dig kluntet.
Ofte virker det også som en god afveksling i en mødesituation, at der vises en video. Vi giver kunden en pause, hvor man ikke skal forholde sig til det vi siger, men blot læne sig tilbage og tage imod.
Når vi sidder i en samtale, responderer vi hele tiden på det den anden siger. Vi nikker og viser på andre måder, at vi lytter. Vi tænker måske på, hvad vores næste spørgsmål er.
Det behøver vi ikke, når vi ser video. Selvom du sidder lige ved siden af os, føler vi os ikke forpligtet til at vise dig, at vi lytter efter. Vi føler os forpligtet til at se grundigt på videoen.
Samtidig har videoen, hvis den er godt lavet, en autoritet der underbygger din/produktets troværdighed.
Jeg glæder mig til at se din video i mit feed eller på din hjemmeside.
//Kira Paulli