Lav selv video til sociale medier
Kaster du dig ud i at lave film til web, og skal filmene bruges i en professionel sammenhæng, skal resultatet være godt.
Og man kan godt lave video til nettet, selvom man ikke er professionel. Filmen skal blot holdes enkel, og der er nogle vigtige elementer, man skal holde sig for øje.
I det følgende ser vi på, hvordan man kan skrue en lille film sammen, som for eksempel kan bruges på LinkedIn eller Facebook.
På mange måder virker det så enkelt. For man har jo allerede kameraet i hånden, i form af en smartphone, og hvis man nu lige filmer lidt af den her begivenhed, så er det både nemt og hurtigt at dele den på nettet.
Men hvem vil du nå, og forstår de budskabet? Hvad er budskabet overhovedet?
Quick guide til video på sociale medier
Hold fokus på nedenstående fem punkter. Du behøver ikke skrive en lang afhandling, men overvej og noter følgende ned:
- Hvem er målgruppen?
- Hvad er budskabet?
- Hvad er historien?
- Hvordan begynder filmen?
- Hvordan slutter den?
Lav gerne optagelsen som en såkaldt onetake og planlæg startbillede og hvad der skal ske – og beslut hvordan du vil afslutte filmen.
Ofte anbefaler jeg, at alle film laves på stativ. Men med sociale medier gælder der lidt andre regler. Her må optagelserne gerne laves håndholdt. Det er dog yderst vigtigt, at vi kan høre hvad der bliver sagt. Så tjek at lyden går klart og tydeligt igennem og brug en rigtig mikrofon, hvis du har adgang til det. Du kan godt tilslutte en mikrofon til en smartphone, du skal blot sikre dig, at du har de rigtige kabler.
Hvis det er muligt, så lav optagelsen et par gange, så du har noget at vælge mellem. Tænd endelig for kameraet første gang, det kan jo være, at du er heldig og at den sidder lige i skabet.
Vær ekstra opmærksom på, hvordan du afslutter videoen. Min erfaring er, at det er noget af det allersværeste og folk bliver ved med at tale og tale og får ikke sat et punktum.
Så formuler på forhånd, hvordan du vil afslutte.
Til inspiration er der her et par eksempler på afslutninger, der tager udgangspunkt i en eller anden for for “call to action”.
- Vi er på messen fra i dag og frem til på fredag. Jeg håber vi ses.
- Ring til os. Vi sidder klar ved telefonen.
- Udstillingen er åben frem til den X.X. Book nu.
- Vil du også være en del af vores sprudlende team, så skriv til os i dag.
Vær kritisk – men ikke overkritisk
Du skal selvfølgelig kunne stå inde for det du laver. Men pas på ikke at være for kritisk. Vi kan let komme til at gå ned i detaljer og være for kritiske overfor os selv.
Det der er vigtigst her, det er, at du når ud på den anden side af skærmen med dit budskab. Altså at budskabet bliver forstået. Ikke om din skjorte sidder en smule skævt eller om du kommer til at sige øh… et par gange.
Har du brug for hjælp?
Har du brug for rådgivning omkring, hvordan du kommer i gang med selv at lave små videofilm, så er du meget velkommen til at kontakte mig.
Jeg kan også hjælpe med at redigere film sammen, som du selv har optaget, hvis der er behov for det.
Ring: 5080 2055
Mange hilsner,
Kira Paulli
Pixiweb