Title Image

Lyd og mikrofoner – Lydbølger

Lyd og mikrofoner – Lydbølger

Der er ikke kun mikrofonen, der er afgørende for, om man får optaget god lyd. Et lille kendskab til, hvordan lyd bevæger sig, kan øge kvaliteten af optagelserne. Her dykker vi ned i lydbølger og ser på mikrofoners opbygning.

 

dB

Decibel, forkortet dB, er måleenheden, man bruger til at angive lydniveauer. dB-skalaen er en logaritmisk skala, og i grove træk kan man sige, at +6dB er en fordobling og –6dB er en halvering af lydniveauet. Man har to definitioner indenfor dB. Dels den elektriske definition, det kan fx være optaget lyd som ligger på en computer. Dels den akustiske definition, som beskriver de lydniveauer, vi hører, og som mikrofoner opfanger. Det er den vi forholder os til her på siden.

 

Lydbølger

Lyd er et vekselstrømsignal. Der er en statisk nullinie, og omkring den svinger lydbølgerne skiftevis fra plus til minus. Derfor kan man rimeligt præcist regne ud, hvordan lyd svækkes på forskellige afstande. Er man ude i det fri, aftager lyden med 6 dB hver gang man fordobler afstanden til lydkilden. Står man på en afstand af tre meter til en lydkilde, og den udsender et signal der måles til 80 dB, og man fordobler afstand til seks meter, vil lydniveauet falde til 74 dB. Men fordobler man igen afstanden, nu til 12 meter, vil lyden igen falde med seks dB til 68 dB. Det viser, at lyd aftager forholdsvist hurtigere, når man er tæt på lydkilden. Konkret kan denne viden bruges til at være bevidst om hvilken karakter, den lyd man optager, skal have. Ønsker man en ren og klar lyd fra en, der taler, er det bedre at stå på en meters afstand end på to meters afstand. Ønsker man derimod at svække lyden, fx en motorvej der larmer i baggrunden, skal man bevæge sig langt væk, før niveauet for alvor aftager.

 

Lydbølger, dB og mikrofoner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lyd indenfor

Indenfor bevæger lyden sig på samme måde som udenfor, når man er tæt på lydkilden, men flytter man sig væk fra lydkilden, vil man også høre lyd, der bliver reflekteret af mure og genstande. Lydbølgerne rammer væggene og bliver kastet tilbage i rummet som et ekko. Denne lyd kaldes for diffus lyd, da den kan komme fra mange forskellige retninger. Taler man i en kirke, vil man opleve en kraftig diffus lyd, da de hårde stenvægge kaster lyden tilbage. En sådan lyd kan give en god atmosfære på optagelserne, men bliver det for meget, kan man slet ikke høre, hvad personen siger. Her skal man finde den helt rigtige afstand, der både giver stemning i form af diffus lyd, men på en sådan måde, at man kan høre hvad der bliver sagt.

 

Mikrofoners opbygning

Mikrofoner er bygget op som en efterligning af vores øre. Når vi hører en lyd, er det fordi, membranen i øret bliver ramt af lydbølger, og derved sættes den i svingninger. Det samme princip bruges, når man skal opfange lyd med en mikrofon. Her er det blot en kunstigt bygget membran, der sættes i svingninger, når den rammes af lydbølger. Svingningerne omsættes til et elektrisk signal, som kan optages på lydspor. Mikrofonen omsætter altså akustisk energi til elektrisk energi. Derefter omsættes det elektroniske signal til et digitalt signal.

 

Lyd og mikrofoner, Membran

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

//Kira Paulli