Lyd taler til vores underbevidsthed
Forestil dig en gyserfilm uden lyd. Mørke billeder, skygger der bevæger sig i udkanten af vores synsfelt, pludselig dukker der noget uventet op. Rigtig forskrækkede bliver vi ikke, hvis knirkende døre, listende fødder, og pludselige og skræmmende høje lyde ikke er der til at hjælpe historien på vej. Noget af det først jeg gør, hvis jeg ser en lidt for uhyggelig film, er at skrue ned for lyden. Lyd kan forskrække mig meget mere end billeder kan. Lyd er nemlig en helt afgørende informationskilde, når vi taler om film. Det gælder også for de film vi lægger på hjemmesiden.
Alligevel ser jeg ofte film på nettet, hvor originallyden er skåret fra og erstattet med musik og en lækker speakstemme. Selvom billederne er flotte og lækkert klippet sammen, mangler der noget. Det er som om vi aldrig kommer tæt på og får den nære og personlige oplevelse, som film ellers er så god til at give.
Hvorfor er lyd så vigtig?
I lyd ligger der en masse informationer, der i meget høj grad taler til vores underbevidsthed. Når vi fx hører en tale på film, bemærker vi først stemmen – er den lys, mørk eller midt i mellem? Taler personen hurtigt eller langsomt, ivrigt eller eftertænksomt? Ordene, der betones, fortæller os en hel masse om, hvad denne person finder vigtigt.
Disse informationer går direkte til vores underbevidsthed, hvor de hurtigt bliver afkodet og puttet i forskellige kasser, helt uden at bevidstheden forholder sig til det. Kasserne kunne have mærkater som: troværdig, engageret, stabil, tillidsvækkende, inspirerende. Det er altså primært følelser vores underbevidsthed afkoder. Og da det netop er følelser vi gerne vil have knyttet til vores produkter, er lyd et genialt middel.
Når vi kombinerer lyd med billeder, så får vi en helt fantastisk mulighed for at formidle vores budskab så præcist som muligt.
Brug original lyd og styrk troværdigheden
Derfor er der altid original lyd på mine film. Filmer jeg på et kontor, så vil du på lydsiden høre tastaturer der klaprer, folk der taler, kaffemaskinen der brummer. For lyden hjælper med til, at flytte os mentalt hen til kontoret. Filmer jeg på en befærdet vej, så vil man hører bilerne i baggrunden. Jeg skruer så langt ned for lyden, at lyden af biler ikke generer, men lyden vil altid være der.
Er det svært at arbejde med lyd på film? Ja, det kan det være, og det tager også tid. Det kan være besværligt at optage god lyd, og det kan drille, når man klipper filmen sammen. Men film udnyttes bare ikke optimalt, hvis vi skærer lyden fra.
Da jeg altid bruger lyden aktivt i mine film, kan jeg ikke vise eksempler på film uden lyd. Men jeg kan vise jer denne film, hvor jeg har brugt en masse små lydbidder til at skabe liv og stemning i filmen. Tænk over hvilken stemning lyden skaber, og hvordan du vil opleve filmen, hvis der ikke var original lyd på filmen men blot musik og speakstemme.
Kira Paulli,
Pixiweb